OM AT GENOPTAGE SIT ARBEJDE EFTER EN MEGET LANG BARSEL

Efter 15 mdrs barsel, havde jeg idag første dag på mit gamle arbejde, som operationssygeplejerske på Rigshospitalet.

Mange kan grue for dagen;  ikke føle sig klar til at forlade sin lille snut -men det var nu ikke lige det der trykkede mig…

Igår gik jeg i seng i god tid. Jeg havde klippet neglene sygepleje-korte, pakket madpakke-pose og fundet tøj frem til idag, så jeg kunne have en dejlig ustresset morgen, og lege overskuds agtig.

Der var bare lige det ved det, at jeg ikke kunne falde i søvn; lå og vendte og drejede mig indtil 00.30
Det må skyldes flere ting;
Billy stadig syg. Det som vi troede var “tandpyller”, alm forkølelse og “tigerspring”, tog overhånd igår. Vejrtrækningen blev påvirket markant og et underligt rødt udslæt kom til syne i hans lille tykke ansigt. Ringede 1813 hvor sygeplejersken sendte mig direkte afsted til Bispebjergs akutmodtagelse. Her (efter tuden i bilen) kom jeg hurtig til, og kunne hurtigt trøste mig med, at det “bare” var en slem halsbetændelse og han skulle dopes med panodil og is (trækker blodkar sammen i halsen, som mindsker inflamationen og irritationen). Lykke for en lille basse, men hvorfor har jeg aldrig fået ordineret is?!

Lettet over diagnosen lagde jeg mig på puden, da jeg skulle sove. Herefter kom så frygten for ikke at leve op til andres, og mine egne, forventinger til at kunne løse de arbejdsopgaver, der hører til på en højtspecialiseret afdeling, som der hvor jeg er. Frygten for at fejle, frygten for ikke at kunne huske. Jeg følte virkelig at amme-hjerne udtrykket iden grad kørte videre her trods endt amning. Og da jeg så begyndte at tænke på hvilket skabnummer jeg nu havde, kørte den ellers rundt og frem og tilbage. Og hvad nu hvis jeg sover over mig. Hvad nu hvis min cykel er flad. Hvor lang tid mon det tager at cykle her fra den nye lejlighed… osv osv osv. Spørgsmålene ville ingen ende tage, følte jeg, men de må have stoppet, for jeg vågnede kl 05.35 og så var jeg bare vågen i min hjerne, selvom kroppen sagde sov. Hej stress tilstand.

Kl 05.55 var jeg oppe og kl 06.50 sad jeg omklædt og spiste morgenmad på min afdeling, med bankende hjerte efter en for hurtig cykeltur. bare mine kollegaer kunne huske mig, og bare jeg kunne huske hvor tingene står…
Dagen gik over al forventnig; at komme tilbage til gamle kollegaer, der ligefrem siger, at man har været savnet. At kunne huske hvordan man assisterer til div småopgaver, jeg fik idag, er simpelthen SÅ fedt. Jubiii, jeg er back, jeg klarede den, og jeg kan andet end at dikke dikke, amme og lave mos…
Cyklede hjem med rank ryg til en farmor der passede en lille forhutlet syg tykling, og tænkte hvor er jeg heldig af rigtig mange årsager.