På roskilde festival fik jeg tanken; “Her står jeg omgivet af festlige mennesker i alle aldre, og alligevel føler jeg ikke, at jeg passer ind som jeg engang gjorde…”
At stå med to af sine dejlige veninder fra gymnasietiden og bounce til Sivas med en sommer-drink fra “Brus’s” ladcykel og en lang tynd cigaret, hvor det eneste de andre to holdt fast i var deres dejlige små runde gravide maver. Jeg tager mig selv i at blive grebet af mixed emotions; på den ene side lettelsen over, at jeg er færdig med at ruge børn, amme osv, kan så småt begynde at nyde den “frihed” eller fritid man kan få lidt af igen. På den anden side tænker jeg, “ej, jeg vil også være i samme båd som mine jævnaldrende veninder”, ik at jeg ønsker at være gravid igen, skruk er nok det sidste jeg er. Dikke dikke boblen er så meget brast… Jeg vil bare være med i fællesskabet. Kender I det?
Jeg følte mig udenfor i visse sammenhænge, da jeg valgte at få barn i en alder af 25, efterfulgt af endnu et yngel 3 år senere. Jeg var ung og ville feste med og var da også i byen med mave på, og Roskilde blev da også besøgt, med teltsovning og det hele.
250316_10150241754537686_5720384_n-2
Men så snart ynglet ankom, var alt jo ændret. Pludselig var “jeg” to; jeg var mor og jeg var Michaela. Jeg var selv dårlig til at søge kontakten til de andre piger og derved efterfølgende pigemiddage, jeg blev ikke opsøgt, ergo; jeg var meldt lettere ude. Det gode er jo at gode venskaber kan stå på stand-by, hvilket også betyder at jeg nu 5 år senere, har fundet sammen med mange af dem igen, selvfølgelig på andre betingelser, men jeg føler på mange måder at vi er samme sted i livet over et glas vin på Pastis, eller når man danser hele natten til et bryllup her i sommernatten.
Selvfølgelig er der masser af dejlige damer i min vennekreds, der har børn, og flere har også fået tæt på mig, og mange af dem, har jeg måske også fået et andet tilhørsforhold til. Men jeg føler nu, helt ego, at jeg er klar til pigemiddage, byture, venindeture osv…. Nu er de bare røget i samme mor-båd som mig; enten med dunk på eller også har de klækket deres æg og sidder derhjemme og dikke dikker…
Jeg ved ik om jeg var 5 år før tid -måske for tidligt, eller også er det bare de andre der er lidt “sene” på den og får nu… Uanset hvad, så hænger vores genetik og vores kultur ikke sammen længere! Mange ønsker karrieren før børn og hurtigt rammer man 30+, hvor vores genetik gør at fertiliteten ikke er lige så meget med os, som da vi var 25 eller 16 for den sags skyld. -kurven for fertiliteten hos kvinder, siger jo alt.
Screen Shot 2016-07-17 at 20.19.50
Men hos den moderne kvinde, er der meget der skal passe ind i vores kontrollerede tilstand, så det er intet under, at mange kan være ung med de unge, til de rammer 30+, hvorefter den rigtige så skal findes og frøet skal plantes, men høsten bærer ikke altid frugt med det samme. Så min konklusion på min egen hovedpine, higen efter græsset, der altid er grønnere på den anden side er; jeg fik mine børn på det perfekte tidspunkt, perfekt for mig og min mand. Til jer, der sidder derude og overvejer; tidspunktet bliver aldrig helt godt, du vil altid misse noget i den ene eller den anden ende, så beslut dig for at det er perfekt, og tilpas dit nye forældreliv dit andet liv.
Tanker fra en mor på 30 med måske tidlig midtlivskrise på kanten af ungdomsdruk og forældremøder
-please sig der er andre i denne båd?!