DEN DAG JEG BLEV MOR; KNAPT SÅ LYSERØDT SOM HÅBET…

Jeg var 25 år, sat til d. 13. august 2011, og var bare utålmodig for at møde den lille pige, der udøvede zumba på indersiden af mit maveskind.
Jeg var så fyldt med vand i ankler og krop, at man nok ville betegne mig som lår i skoene og moonface.
Jeg var klar til at føde allerede før terminsdato, og gjorde alt for at Blanca skulle komme til verden før tid. Jeg drak hindbærbladste (modner livmoderhalsen og er en anerkedt behandlingsform i bla Tyskland og USA), fik zoneterapi og akupunktur og gik lange ture.
Jeg gik over, og jeg gik over… Jeg gik hos APA til fødselsforberedelse, og det virkede, som om at alle andre på holdet fødte til tiden plus minus et par dage, undtagen mig… Jeg ventede og ventede, og var virkelig utålmodig.
Jeg fik sådan noget underligt kinesisk røgelse, som lugter af fjolle-urt, som jeg sad og holdt ud for et punkt på lilletåen, der angiveligt skulle sætte fødslen igang, men det eneste jeg opnåede var en semi forbrædt lilletå og en dunst af hash og derved kvalme. Plus jeg følte mig rimelig hippie-agtig. -eller bare idiotisk.
Men ud skulle hun NU.
Jeg fulgte jordemoders og nettets råd om at have sex trods min hvalkrop. Det er SÅ meget en mand, der har fundet på det råd!
Jeg drak rødvin, og hoppede ned fra skamlen i køkkenet, i håb om at vandet ville gå. Stadig intet tegn på Blanca.
Jeg fik løsnet hinder af 2 omgange. Stadig intet.
Jeg måtte kaste håndklædet i ringen og trodse min egen stædighed om at blive sat igang næste morgen, 12 dage over termin, d 25. August.
Tasken blev pakket og vi aftalte med min mor, at hun skulle komme og hente os næste morgen.
Vi fejrede sidste dag som to, ved at spise en kæmpe burger hos Cocks and Cows. Håbede fortsat i mit stille sind at dét skulle sætte gang i noget, da jeg kender flere, som har oplevet at et kæmpe måltid, især burgere, har sat gang i noget.
Vi gik i seng tidligt, og var spændte på morgendagen og hvordan jeg ville blive sat igang.
Kl 06, lød det som et plop og en følelse af at noget sprang downunder ramte mig. Og SLASK, vandet gik. -Eller var det nu også det? tænkte jeg.
Jeg vækkede Daniel og sagde, at jeg troede det var nu. Satte mig på toilettet, for nu at se om det virkelig kunne være vandet, eller om jeg var kommet til at tisse i bukserne. Og Ohh yes, helt tydeligt fostervand med fosterfedt i. Freaky!
Nå men så begyndte det! Veerne kom, og det gjorde rimelig hurtigt nalle syntes jeg… Ringede til Riget, som sagde, at fordi jeg var gået så meget over og alligevel havde en igangsættelsestid, at vi bare skulle komme kl 09.
Min mor blev informeret og pludselig var klokken 09 og turen gennem Kbh K og brosten føltes så uoverskuelig i en Fiat 500 med joggingbuksen polsteret med et sugende håndklæde -og det gjorde bare nas.
Shit en fesen føder jeg er, tænkte jeg, da jeg vidste at dette kun var starten og at det ville blive meget værre.
Vi kom frem, mig prustende og i smerter, tjekkede ind ved skranken og fik fødestue med det samme. Heldigvis var jeg 3,5 cm åben og fik lov at blive, yes! Hvis nogen havde bedt mig om at gå hjem der, havde de fået en spring-skalle!

Jeg skulle jo være natur-kvinde og føde i badekar uden smertestillende, fordi jeg jo godt kan klare rimelig meget smerte og er sådan lidt tuff i det. HA!
-Efter at have fået lavement (som jo er det mest optur og ubehagelige på samme tid; At have hardcore diarré, mens man har ve på tønden er jo weird på alle måder og samtidigt befriende) skulle jeg lige vente på at den anden fødende i badekarret var færdig med at føde og lyde som om hun blev brutalt myrdet derinde. Jeg forsøgte at bide smerten i mig mens de kørte en strimmel.

Så kom jeg i badekar. Det var desværre den mest fesne fornemmelse for mig. Vandet var tis-lunkent, jeg følte mig for lang til karret og det trak ind fra Rigshospitalets gamle vinduer. Jeg fik en vaskeklud jeg kunne lægge over mig. Tillykke med det! “Vandet må ikke være varmere, for så bliver barnet sløvt” sagde min jordemoder med løg-ånde.

Det fungerede bare slet ikke for mig, og jeg følte ingen smertelindring af vandet. ØV! Kunne mærke at jeg måtte trodse mit “jeg er natur-kvinde”-mantra og ty til smertestillende, og da først den beslutning var truffet, ville jeg have det stærkeste; hit med en epidural! Havde mega nas, så kunne ikke tage løgåndens tilbud om bistik, akupunktur, lattergas osv seriøst.
Kom op af karret og var heldig at narkoselægen var der 5 min efter. Hun lagde epiduralen i første hug, det gjorde ikke ondt, sammenlignet med de veer dér.
Blev placeret i sengen med sækkestol under knæene, for at epi’en kunne finde vej ned til understellet og virke, og forhåbentlig virke lige meget på begge sider. Den sad lige i skabet. Pludselig lysnede det for mig, og jeg kunne mærke hvordan min krop slappede af og ikke var i konstant alarmberedskab for hvornår den næste ve ville komme. Jeg fik overskud til at tale med Daniel og min løg-jordemor, som “desværre” havde fri og måtte gå. Jeg spiste 2 müslibarer og bællede en halv liter saftevand, mens manden læste avis, og så faldt vi i søvn.

Vi blev vækket af narkoselægen, der stak hovedet ind for at høre, hvordan jeg havde det, så da jeg sagde at jeg måske godt kunne mærke at det trak lidt i lænden igen, så hun gav mig lidt mere med kommentaren “ingen kvinder bør føde i smerte” øhh okay godt så.
Den nye jordemoder kom ind og præsenterede sig, og spurgte hvordan jeg havde det. Jeg fortalte at jeg intet kunne mærke, men det måske var fordi, at jeg havde fået lidt mere epi. Det var hun ikke helt tilfreds med, da lægen ikke havde aftalt den med jordemoderen. ups. “fucking anæstesilæge” lød det, og jeg tror hun gik ud for at tage en alvorssnak med sin kollega, gisp.
Nå men hun kom retur lidt efter og mærkede efter og fortalte mig, at jeg var 10 cm åben og at vi ville have en lille datter om under en time. What tænkte jeg bare. Jeg har jo bare ligget her og sovet. Jordemoderen lagde sin saks osv klar, tog forklæde på, og spurte mig, om jeg kunne mærke min pressetrang, som hun kunne se på skærmen. Øhhh shit, jeg havde jo fået for meget epidural, kunne ikke rigtig mærke den såkalde følelse af at skulle -undskyld sproget- kamp skide.
Nå men hun måtte så fortælle mig, hvornår jeg havde veer og skulle presse.
Pludselig flatlinede mine veer, og ingen forstod hvad der skete… Daniel havde så åbenbart slukket for mit vee-stimulerende drop, da han blev bedt om at slukke for en alarm. Mænd altså… Nå men gang i det veestimulerende igen, og så var det pressetid.
Jordemoderen fik i øvrigt forhandlet -50% på en cykel henover hovedet på mig, mens jeg pressede; igen var en springskalle noget jeg overvejede.
3 pres og lidt gispen indimellem og et hoved var ude. Jeg fik lov at mærke håret på ungen, freakshow! Shit der var meget hår! (Vil skåne jer for de billeder der blev taget her.)
Var ikke gået i stykker af det store hoved og følte at jeg havde klaret det værste. Så kom næste vee og kroppen skulle smuttes ud som en mandel; armen lå bare oppe, så den ødelagde lige “mandel-smuttet” og sørgede istedet for, at der skulle bruges en del nål og tråd bagefter.
Jeg fik Blanca op på maven, som havde sagt et lille skrig.

Men så var hun stille og blev pludelig ret blålig. Jordemoderen forsøgte at “frottere” hende, altså tørre hende lidt kraftligt, for at få gang i hende, uden held.
Så ændrede stemning sig på stuen. “Vi kalder børnelæge” lød beskeden og 1 minut senere kom 2 læger farede ind og nærmest skubbede til jordemoderen, der stod med Blanca ovre ved undersøgelses-bordet. Hun blev suget og rusket rundt som en kludesukke, og så kom der gang i hende igen. Shit mand, tale om at tiden står stille.

Men hun skulle indlægges på neonatal til observation og C-pap-behandling, som er en lille “tryne” barnet får på, der blæser ilt ned for at få lungerne til ikke at klistre sammen, som gør at barnet siger en hvæsende/pibende lyd.
Vi var helt rundt på gulvet, og jeg kunne se på Daniel, at han var blevet ret chokeret og bange. Heldigvis har jeg arbejdet med disse børn på neonatal på Hillerød hospital, og var derfor pludselig fagligt tænkende. Vi havde heldigvis aftalt på forhånd, at hvis der skulle ske noget med hende, så skulle han hele tiden være med hende, så han smuttede med det store hold.
Der lå jeg så. Med benene oppe i stigbøjlerne klar til at få noget der mindede om et broderi i understellet, og med følelsen af at være blevet forladt.
Jeg kom over at sidde i en kørestol og fik serveret et bakke med ristet brød, te, og flag. Hvor malplaceret, her sad jeg alene og fejrede mit barns fødselsdag, som ikke var der. Så kom Daniel heldigvis, han gik fra neonatal, da han ikke følte han kunne gøre noget derovre, hvor lægerne rodede rundt med hende, og ikke rigtig overlod noget til faderen. Vi krammede, ønskede hinanden tillykke og så spiste vi (daniel spiste nærmest det hele) det bedste ristede brød jeg nogensinde har fået.
Vi, mig i kørestol, rullede over til vores lille datter, som virkede kæmpe i forhold til de præmature på stuen. Jeg kunne ikke blive indlagt med hende der, da der ikke var plads, så jeg skulle indlægges på barselsgangen og Daniel skulle sendes hjem. Jeg fik et hysterisk anfald og vores søde jordemoder hev i de rigtige tråde, og et kosteskab blev vores hjem for natten.

Havde meget kort hud mod hud tid, og Blanca fik ikke mulighed for at ligge og sutte så længe, da hun skulle ligge med “trynen” på. Så regnede med, at vi i løbet af natten, ville blive vækket, for at jeg så skulle forsøge at “amme” lidt og stimulere mælkeproduktionen. Men kl 07 fløj døren op, og en skrap lille lavbenet kone råbte at så kunne vi godt se at stå op, der var en lille pige der havde grædt hele natten. WHAT? -hvor skulle vi vide det fra!? Jeg rullede i turbofart i kørestolen ned for at finde en sovende lille hårbolle.
Jeg tog hende op og det blev konstateret at hun nu kunne fritages for trynen. Hun var dog gennemblødt af sved. Vores store pige på 4260 gr, lå i et rum der var tæt på de 40 grader, med hue på, på en varmemadras og med dyne på. Hun havde jo mistet så meget væske. Hun havde svedt sin medfødte “madpakke” ud, tabt sig for meget og fik noget de kaldte “tørstefeber”.
Blev indlagt sammen med Blanca på barselsgangen, men hvor farmand blev smidt ud hver aften kl 23, hvorefter jeg tudede hele natten.
Havde et barn der græd, trods erstatning fra kop og konstant stimulering ved brystet, der havde resulteret i at mine brystvorter var suttet helt i smadder.
Jeg følte mig falleret som mor og sygeplejerske. Jeg har oplært andre kvinder i amning, og sad nu selv her og kunne ikke få den mælk til at løbe til.
Jeg havde ikke lyst til at være til besvær og hive i snoren efter sygeplejersken. Klokken bimlede og bumlede hele natten og jeg følte ikke, at jeg, som var sund og rask og med et raskt barn, kunne tillade mig at stjæle tiden fra de syge. Men da en sygeplejerske så kom ind og fandt mig hulkende i sengen, hjalp hun mig, og blev min redning de efterfølgende 2 nætter, og derved min redningmand for min amning jeg var ved at give op. Hun skaffede lanolin-salve til mig, som gjorde at brystvorterne helede op og jeg kunne holde ud at amme, hun talte med mig og støttede mig i, at jeg nok skulle få den mælk til at løbe til, trods den dårlige start med mangel på hud mod hud.

På 4. dagen løb mælken til og Blanca havde taget lidt på igen, og vi kunne forlade hospitalet.
Jeg tog fra Rigshospitalet med en følelse af at det var en dårlig start på Blancas liv og min moderrolle, men fik i bilen vendt det til at det var et lærerigt forløb med god støtte fra fagfolk, særligt den ene sygeplejerske i nattevagterne.

Jeg havde trodset smerte og frustration og fået amningen op at køre, og det var jeg stolt af, og det overskyggede til dels følelsen af, at en hest havde losset mig lige dér hvor babyen var kommet ud. –Hvortil jeg lige må give det tip at drikke sveskejuice for at få gang i maven, da det gør pænt nalle at lave numero dos når man er syet downunder, og her vil jeg også lige tilføje; vandflaske med lunket vand i , og et hul i kapslen og så sprøjte dernede både når man tisser så det ikke svier (og så man ikke behøver tørre og få papirfnuller i syningen) og smerte lindrende når man skal numero dos.
Alt blev godt også da vi kom hjem, og vi fik en opfølgende efterfødselssamtale på barselshotellet, da det var lidt hårdt at vi kortvarigt troede at Blanca ville forblive blå og livløs. Men hun voksede sig stor og stærk og er nu 4 år. -Og lillebrors fødselsberetning må komme snart, for det er en helt anden historie…
Men til alle jer, der er gravide og frygter at føde; lad vær, frygt ej! Det er det fedeste! Fuck maraton, fuck triatlon, du kan føde! Du er lavet til det! -Åndedrættet er din bedste ven! You can do it!!
God fødsel derude!
Og del endelig din oplevelse som førstegangsfødende her!