DEN DAG JEG BLEV MOR -FOR 2. GANG -EN “FED” OPLEVELSE

Ja, som jeg skrev i første fødselsberetning, så synes jeg også, at jeg vil fortælle om 2. gang, da fødselsoplevelsen med Billy var anderledes og “fed” på en anden måde…

Jeg er selv enebarn og har altid tænkt, at jeg gerne ville have 2 børn af flere årsager.
Jeg tænker, at det er en investering, både fordi den første får en at lege med på godt og ondt, og så har de også hinanden, når vi forældre bliver gamle og har brug for besøg og lidt hjælp, så kan de deles om byrden. -Ej oksy det er måske lidt langsigtet… Men jeg har selv altid ønsket mig en søster eller bror, så det skulle Blanca da have…

Jeg fik Blanca lidt tidligt, i forhold til mange andre Københavner-mødre, i en alder af 25, og det passede ind i vores liv, at nr 2 kunne produceres ca 2,5 år efter.
Første gang gik der ca 6 mdr før der var gevinst, da jeg tror at min krop efter 10 års p-pille-forurening havde brug for at stabilisere sig og få en reel ægløsning. -Der kan jeg altså anbefale de der stor-pakker med ægløsningstest, hvis man prøver at ramme de dage nogenlunde -jeg var nemlig 4 dage forskudt af hvad jeg troede… -nå men denne gang blev jeg gravid efter 2. periode, og rimelig hurtigt efter havde jeg det bare dårligt. Men der var en storesøster der blev glad…

Jeg var dårlig første gang, men ikke i nærheden af, hvad jeg oplevede denne gang.
Jeg kastede egentlig ikke op, jeg var bare kvalm 24-7 og havde absolut ingen appetit.
“Prøv at start morgenen med at spise en kiks, så får du det bedre”
-Hvis jeg bare så en kiks, så havde jeg en følelse af at skulle kaste op.
Jeg var så dårlig, at jeg faktisk blev små-depri. Jeg glædede mig til, når jeg skulle i seng, så jeg kunne sove mig væk fra den vågne kvalme-tid, og jeg gruede for at skulle vågne til kvalmen igen. Jeg vil gå så vidt, at sige jeg mistede livslysten. Jeg kunne ikke overskue noget som helst, og tænkte at hvis dette ikke ophører efter 3 mdr, så overvejer jeg nærmest abort. -Ja så langt var jeg ude…
Da jeg nåede over 3. mdr’s grænsen forsvandt kvalmen som dug for solen. Thank-fucking-God!!!!

-I mellemtiden havde vi valgt, i uge 14 at gå til en privat skannings-klinik på Strøget, hvor vi gerne ville oplyses om barnets køn, da vi skulle på ferie og gerne ville shoppe lidt babytøj, -og så er jeg totalt nysgerrig af natur, og vil vide det så hurtigt som muligt.
Da jeg blev gravid med Blanca, håbede både Daniel og jeg på, at det var en dreng.
Jeg så mig selv som drengemor og blev derfor så skuffet, da skanningsdamen, første gang, gratulerede os med en lille fin pige. Daniel og jeg kiggede skuffede på hinanden og spurgte om hun nu var helt sikker… Det var hun, og selvfølgelig skulle vi have en pige, det var jo det eneste rigtige, og vi blev super glade, og vidste at det var det eneste rigtige -shit mennesket er et omstillingsparat væsen, Jesus Christ, men heldigt for Blanca… -Hun var i øvrigt sund og rask og vi grinte af, at den lille tøs lå og havde hikke på videoen, som vi fik med hjem på en CD. -Kan anbefale et besøg på en skanningsklinik, der er også tid til at de kigger alle mulige andre ting igennem.
Som sagt ville vi gerne vide kønnet, og græd af lykke da skanningsdamen sagde “ja der vist ingen tvivl her, i har fået jer en rigtig lille flasher” -og rigtigt nok lå Billy-bassen og viste diller lige op i kameraet.

Sådan, en dreng! -eller nærmere; fedt nu har vi én af hver, og de er sunde og raske, hvor heldig har man lov at være.
Vi vidste endnu ikke hvad “flasheren” skulle hedde, men jeg havde rænkt på Hector, dengang jeg ventede Blanca. Nu gik der navneleg i den, og jeg fik lavet mig en liste med alverdens navne;
Hector
Mio
Charlie
Ludvig
Linus
Herman
Marcus
Luca
Georg
Marius
Moris
-og endte med Billy
Navne er i øvrigt noget underligt noget, der vil ALTID være nogen, der synes, at det er et forkert navn til DIT/jeres barn. -Og Billy faldt heller ikke i god jord i nærmeste kreds, til at begynde med, men nu kan vores “lille” basse jo ikke hedde andet. -og svigerfars bekymring for, hvordan han skulle præsentere sig på arbejdsmarkedet en dag, er jeg helt rolig ved, da han måske arbejder sammen med Chili Talulah, Molly My, Benny, Kaj, Uma, Woody eller nogle af de andre “anderledes” navne end Christian, Camilla osv, som de gamle gerne så mine børn hed…

Efter at kvalmen var ophørt, overtog mit alt for lave blodtryk. -Jeg har lavt i forvejen, men bassen i maven kombineret med stående arbejde under operationer, gjorde at blodet ikke kom retur til knolden og jeg var ved at dejse om flere gange. -Jeg blev sygemeldt. Jeg har altid tænkt, at det var svagpisseragtigt at blive sygemeldt pga graviditet -eller komplikationer herved. Nu forstår jeg.
Jeg gik fra, lang tid før jeg burde, og havde derfor verdens længste barsel. -og jeg er bare ikke god til ikke at arbejde, jeg savnede at have noget at lave og savnede mine kollegaer. Men tiden gik og det var ved at være termins-tid.

Jeg syntes maven var stor, og den blev også tydelig rimelig hurtigt her 2. gang. -Var på det der “mon hun har en prut på tværs eller er glutenallergiker”-stadie længe før, at det blev en flot gravid-mave. Lykken ved udvidet bug.
Var til jordemoder et par dage før termin, og fik hende til at løsne hinder, da vi var enige om, at jeg ikke skulle gå 12 dage over, ligesom sidst, da hun estimerede ham til at være 3700 ved fødslen. -Dette havde ingen effekt. -Og som I ved, er jeg utålmodig. -Jeg fik tid til endnu en hindeløsning, 2 dage senere tror jeg det var. -ingen effekt. jeg gik sågar direkte derfra til akupunktur. Og cyklede rundt og gik rundt.
Da jeg ramte 5. dagen over og mine fingre sov konstant, var jeg bare var træt af pis, så jeg tog op på fødegangen og flash’ede mit personalekort og spurgte, om der ik var nogle personalegoder; om der var en garvet jordemoder, der kunne tage ordentlig fat ved en hindeløsning. Det fik jeg så!
-Spurgte hende om hun var ved at hive ungen ud direkte?! -Nå men det kunne mærkes.
Jeg fik plukkeveer af det, men det havde jeg også fået lidt de andre gange.
Jeg hente Blanca, tog til fernisering med min mor. Tog hjem og fik verdens bedste trøffel-salami-pizza fra Fiat (prøv den!!!) og en sportscola i håb om god energi til en fødsel

-og gik i seng semiskuffet over at der ikke var sket noget.
Kl 01 vågnede jeg og håbede, at hvis jeg nu lavede et hop ud af sengen, på vej til toilettet, at jeg så kunne få vandet til at gå. NOOOOOOT. Nå men skuffet i seng igen og tænkte, at jeg måske var imun overfor hindeløsninger.
Kl ca 03 vågnede jeg med et plask. YES MAND!!!! Så er vi igang tænkte jeg, og Daniel fløj op af sengen og overhalede indenom og hoppede ud i bruseren… øhhh…. var det ikke mig der skulle det?! -Og jeg ved ikke, om han var igang med en skrub eller hvad fanden han lavede, men der sad jeg så på kummen og ventede på veer og en fri bruser…
Det fik jeg så, og i mellemtiden var fødegangen informeret om vandafgang. Daniel fik ringet min mor hjem til os, for at passe Blanca, og jeg begyndte at mærke veer i bruseren. De bed rimelig hurtigt, og jeg kunne kun tænke på, at jeg ville afsted, jeg måtte nægte at føde hjemme, eller i bilen -eller i svingdøren.
Vi ringede taxa og nu bed det for alvor.
Jeg kørte “håndklæde-i-jogging-buksen”- stilen og sad på bagsædet af taxaen og bandede og svovlede over, hvor ujævne vejene er i indre by, mens jeg spyede ild over at de spillede jingle-bells i radioen d. 26. november. -og den sang er bare stress, når man har veer skulle jeg hilse at sige.
Vi blev smidt af ved hovedindgangen, og vejen derfra til elevatoren i opgang 5 er lang, når man har veer hvert 2/3 minut og man følges med en lalleglad idiot, der tager selfies med en fed kone i baggrunden, der bare har ondt.

Vi kom op i modtagelsen -hvor der også lige måtte overstås en vee, inden jeg kunne sige noget. derefter brølede jeg ca, at de godt kunne ringe epidural med det samme! “vi skal lige køre en strimmel, så får du den” -BLA BLA BLA min RØV! -Jeg lå der i et obs-rum, og tænkte på et tidspunkt om jeg måske var ved at dø af smerter.
At lægge en flodhest fladt på ryggen i max vee-storm, det er ondt! -Jeg tror måske jeg græd og skreg lidt på et tidspunkt. Jeg var 3,5 cm da jeg kom ind og da de havde kørt den strimmel var jeg 7, så no fucking wonder, at jeg følte, at jeg var ved at kradse af. -Ja og gangske rigtigt, klassisk nok, blev der sagt “nu er det vist lidt fjollet af give dig den epidural, da du snart skal til at presse alligevel” -Fuck jer tænkte jeg, i mit smerte-raseri og fulgte sur med ned på fødestuen, hvor der heldigvis var tid til et klyx.
Efter veer på tønden, var jeg nu 10 cm åben og klar til at presse, jeg takkede ja til lattergas, men efter at have prøvet ét sølle sug, gav jeg op og kunne slet ikke engang overskue at række ud efter den.

Jeg stod op og forsøgte rotere mit bækken og lukke alt andet ude. Det gjorde jeg så åbenbart i en eller anden trance-form med armene over hovedet og med mærkelige lyde. -man er jo helt gak som fødende.
Jeg følte uden pis, at jeg var ved at tabe mine tarme på gulvet, ja så er det sagt! Jeg ville bare stå og rokke på gulvet i fred, så jordemoderen lagde en pude mellem mine ben (øhh måske er der nogle der reelt bare smutter dem ud som mandler?!) og hjalp til med en varm klud som støtte og smertelindring downunder.
Da hovedet kom ud, var jeg ret sikker på, at det hele var gået rabundus, og ligeså da en stor og mægtig krop kom ud efterfølgende.
Jeg tog selv imod det ordenlige lokum af en unge der væltede ud, og mine arme kunne næsten ikke bære klumpen. “tag ham op til dig” -Ja det prøvede jeg så, men navlesnoren var for kort, så jeg kunne ikke få ham op til mig og måtte lægge mig ned på fødelejet, mens jordemoder holdt ham. En ordentlig fed basse havde set dagens lys efter 3,5 time fra veestart til fødsel.

Hvad sker der for ungens lår og ghetto-bootie?!?!

-Et flot skrål kom han med, og så blev jeg bange. Frygten fra sidst kom til mig. “Er i sikker på han trækker vejret?” “han er blå” “Er I nu helt sikre?” -Han var fed og blå, men fejlede ingenting.
Så græd jeg vist lidt af lykke, udmattelse og så fordi, de nu skulle give mig et par sting downunder. Det var næsten det værste. At man nu havde presset en vandmelon ud gennem et nøglehul og så derefter, at nogen skal rode en dernede med lokalbedøvelse og nål og tråd. AV. -bare lad mig være nu, please!
Billy var estimeret til 3700. HA! 4782 grams kampvægt, havde jeg leveret stående uden smartelindring. Fuck en fed oplevelse på alle måder! -Men hvad sker der, for at vi havde produceret sådan en ordentlig klippert. Ingen af os har været sådan som små. Hvad mon han havde vejet, hvis jeg havde ventet til, at han selv havde meldt sin ankomst uprovokeret?! (insæt angst smiley)
-Heldigvis har de rykket “abnorm” grænsen til 5 kg, så vi skulle ikke igennem alt muligt diabetes-mistanke halløj.

Han suttede med et ordentligt vakum efter at være kommet sig over at se dagens lys, og vi fik -pga af sidste fødsels-oplevelse, lov til at overnatte på barselsgangen en enkelt nat, hvor det hele kørte på skinner, og jeg pludselig fik den følelse, jeg havde søgt første gang. Jeg havde haft en vellykket fed fødsel og havde nu en stor dreng med boksetud og blåt skær (normalt med store børn og rimelig hurtig levering vist at de små kapillærer i huden sprænges) -køn var han ikke, men han spiste og alt var godt.

Mælken løb til på 2. dagen og the rest is history. Billy the man, velkommen!

Har I også oplevet stor forskel på 1. og 2. fødsel?

Tak fordi I læser med, og kommenter endelig, det sgu så hyggeligt!