BADETØJ TIL MORMAVER OG STRAMME SILD

AT TURDE OG BEDE OM HJÆLP TIL AT VÆRE EN BEDRE MOR

Jeg har i ugerne op til vores ferie gået og håbet på, at mine følelser omkring Blanca ville ændre sig, ved at vi skulle være sammen 3 uger non stop. Dette var ikke tilfældet…

image

Blanca er en temperamentsfyldt skabning, som jeg selv -og i den grad også som mormoderen. Så jeg er nok den skyldige, sådan rent genetisk, når præ-teenageren opfører sig som en gal 15 årig, der smækker med døren mens hun bræger STOOOOOOOP.

Når jeg spørger ind til, hvordan jeg var, da jeg var 4,5, siger min mor at jeg i hvert fald ikke var sådan, og at jeg i hvert fald havde mere respekt. -men okay de gamle husker vist også lidt som vinden blæser, hvad de ting angår… 🙂

Mit moderhjerte bløder over mine indre frustrationer, om hvorvidt jeg har failet som forælder, ja eller os som forældre, da jeg synes mine gode intentioner om opdragelse ikke lader til at slå til.

Jeg har før fortalt om i sommer, hvor jeg gav Blanca én i rumpen, hvortil hun svarede “så gør jeg det bare igen”, hvor jeg tænkte, enten slog jeg ikke hårdt nok, eller også er fysisk afstraffelse nok ik løsningen. Hvilken man jo udemærket godt ved det ikke er, men noget jeg tyede til i frustration og afmagt, over at det verbale ikke slog til.

Jeg har den seneste tid mærket, hvordan frustrationerne er vokset mere og mere. Mærket hvordan jeg pludselig er ultra kortluntet, og hvordan kontakten mellem Blanca og jeg mest af præget af negativitet. Dette går også ud over mit og Daniels forhold, da vi pludselig også bider af hinanden.

Blanca er en gæv pige på 4,5 år, og jeg ved godt, at man som 4 årig prøver grænser af, hvilket der absolut skal være plads til. Men jeg har ramt muren.

At hvert måltid skal være en diskussion “jeg kan ikke lide det”, “det vil jeg i hvert fald ikke ha”, “jeg er ikke sulten”, “hvad må jeg få hvis jeg spiser det her?”, “hvor mange bidder skal jeg spise” osv osv. -Og så sidder man der, man ved at barnet godt kan lide det og at det tydeligvis handler om noget andet end selve maden, så hvad har vi gjort galt? -Er det de få gange, man har belønnet med noget efter et måltid, der bider en i rumpen nu? -eller er mit barn blevet så vant til negativ kontakt, at hun ligefrem søger den her ved måltidet, fordi der ved hun, at hun kan få den. Er det fordi at hun mangler kontakt og derfor hellere vil have negativ kontakt end ingen kontakt? -Ej jeg er jo på som mor, jeg giver hende kys og kærlighed, tegner med hende, leger med hende osv, men hvor er det jeg gør noget galt?

Udover disse kedelige spisesituationer, som man så måske selv er skyld i, da de er jo et produkt vi som forældre har skabt, måske også hvad angår kræsenhed osv.

-Så er der alm “færden” i lejligheden, hvor beskeder, som “saml lige den der op igen”, “vær sød at lade være med at skubbe til din lillebror”, “vær sød at tá dit tøj af og nattøj på” osv, ofte besvares med et “STOOOOOOOP”, evt efterfulgt af en tunge eller en spyttelyd, venden om og gå, eller “Hmpf, så gider jeg aldrig at lege med dig igen”.

Jeg ved at dette er helt normalt for den alder, men det er svært at skrive ned og vise præcis hvordan hun er. Der er til tider en ondskabsfuld dimension i det, og jeg har til tider tænkt “gud jeg kan ikke lide denne her person” “hvad er det vi har skabt”. Jeg får en brændende ild i mig tiltider, hvor jeg skal tælle til ti for ikke at springe fuldstændig i luften, når jeg har sagt “lad være” for 10 gang, hvortil ungen griner en op i ansigtet og ikke forstår alvoren i det.

Jeg har haft fat i hendes arm og nærmest råbt hende ind i ansigtet, hvorefter jeg kan græde af dårlig samvittighed. Hun er jo bare et lille menneske.

Jeg har talt med børnehaven, om hvordan hun er, og gudskelov er hun fuldstændig normal dernede. Og de andre bedsteforældre udover min mor oplever heller ikke disse sider. Så det er tydeligvis noget hun “gør mod os” der er sammen med hende oftest i privaten.

Det leder mig jo hen til at det er os andre der så mulighvis har problemet.

Dette fik mig til at ville bede om hjælp. Jeg vil ikke være den mor jeg er i øjeblikket. Jeg vil kunne rumme mit barn, og have lyst til at tilbringe tid med hende. Jeg vil elske alle hendes sider og have et godt og trygt forhold til hende.

Derfor græd jeg, da jeg så programmet “Far, mor og ADHD” forleden på DR, fordi at jeg sad og fik en følelse af at mit barn måske også bare havde brug for den ekstra ros og anerkendelse istedet for negativ kontakt konstant.

Så i stedet for at sige “saml den op” 10 gange, og når hun så endelig gør det, sige “hvorfor skal jeg sige det så mange gange til dig før du gør det, det er jo så irriterende”, så sige “Dejligt skat at du gjorde det”. -Selvom man i voksen logik tænker, at det virker helt gok. -Men åbenbart udløses stoffet Dopamin i hjernen, når man får ros, hvilket giver lykkefølelse og fremmer indlæringen. Så måske efter noget tid, har barnet lært, at når der bliver sagt “saml den op”, så gør man det med det samme, fordi man får ros.

Børnene i programmet lider i forskellig grad af ADHD, og for nogle gik det meget hurtigt at se en forbedring hos familierne, ved brug af ros. Det er altså forældrene, der skal ændre sig, for at barnet kan ændre sig. Måske logik for burhøns, men ikke desto mindre, meget interessant og sigende.

Vi vil prøve at arbejde ud fra en rose-metode, nedsætte den negative kontakt og derved håbe på at spændingen, især mellem mor og datter, nedsættes og vi kan få en mere behagelig hverdag, hvor man rent faktisk har lyst til at være sammen.

Så efter at have leget med tanken om at få noget hjælp af en familieterapeut, familiepsykolog eller lign, har programmet faktisk fået mig på andre tanker, og udsat det for nu.

Jeg er ikke for stolt til at bede om hjælp, og vil ty til det, hvis den nye metode ikke ændrer noget, men jeg tror og håber at dette kan være begyndelsen på en bedre hverdag.

Hvad er jeres erfaringer? Nogen der har fået hjælp? Hvad er jeres erfaringer?

Del endelig jeres syn på sagerne.

Tak fordi du læser med, knus fra en frustreret, dog optimistisk mutti

   

15

  • Tak for dit ærlige indlæg. Skønt du vil dele det med os.

    Børn i den alder lærer hvad der er rigtigt og forkert og det lærer de bedst fra sine forældre. Derfor er det vigtigt at du som mor kan hjælpe hende med det. Det er vigtigt at du fortæller hende hvad der er rigtigt og forkert, samt husker at forklarer hvorfor noget er forbudt. Men det kan være rigtig svært, derfor er der heller ingen skam i at søge professionel hjælp til det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tr

    Læser lige dit indlæg endnu engang. Går netop igennem det du beskriver med min store dreng på 4 år. Puha!
    Tak fordi du deler. Det hjælper altid at vide at man ik er alene. Specielt når man føler sig som en l… 😉 Jeg må prøve at finde overskuddet tilbage 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Åh søde Michaela, Jeg elsker din ærlighed.
    Det er FULDSTÆNDIG det samme her hjemme med Storm. Den anden dag sad jeg og hylede på Ayas værelse efter en aften hvor han bare havde været så strid. Alt hvad du beskriver krydret med spark, spyt og slag i hovedet under tandbørstning… Altså det var mig der blev sparket og slået, ikke ham….
    Og det er ikke en engangsforestilling, det er hele tiden…. Fuldstændig som hos dig.
    Jeg føler mig så utilstrækkelig og tænker også konstant over hvad jeg gør forkert. Jeg prøver virkelig at være den kærlige forstående mor, men tager gentagende gange mig selv i at synke helt ned på hans niveau og blive et lige så stort barn som ham.
    Hvor er jeg glad for at du siger det højt og jeg vil klart prøve at se “Mor, far og ADHD” og få inspiration til hvordan vi kan gøre det anderledes. Og som alle de andre her i tråden siger, skal jeg måske også bare prøve ikke at ligge så mange følelser i det. Man føler sig bare gang på gang som en lorte mor.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christel

    Du er så skøn. Jeg ved ingenting, Benny er ikke den alder endnu, men det lyder som om, at du gør lige præcis som man skal

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Søde mutti…
    Jeg hører dig, og føler det 100% for her er det ligesådan!
    Drikker gerne en kop kaffe en dag…
    Kan ikke overskue at skrive en lang smøre her-MEN you are NOT alone!❤️
    Hils D
    Kram
    Sarah

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MuttiMutti

      Åhhh ja, du er jo i samme båd, bare lidt før mig og med omvendt stor dreng, lille pige… Mon drenge har samme trods som piger? -ellers ved du hvad der venter dig med tøsen 🙂 -håber vi snart ses, skulle hilse igen herfra. Kram

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Hej,
    Dejligt med din ærlighed. Mine børn er kommet ud af trodsalderen- min pige fylder 6 snart. Pyyyh. Break fra store irrationelle følelser, god dag til fornuftig kommunikation. Mit råd er, tænk at det er en fase. Stå ved dine egne grænser, og hold fast i den gode opdragelse, det lyder, som om du giver. Lad være med at gå så meget følelsesmæssigt ind i konflikterne. Det bliver meget nemmere med nr 2. Under måltiderne så giv løsere grænser. Sørg for at hun ikke er spist af før, så hun er sulten, men kan hun ikke lide kødsovsen, så må hun spise pasta og en gulerod. Med tiden bliver det kedeligt og hun får lyst til mere. Mad skal være lyst-båret og ikke tvang. Det oplever vi giver bonus nu, selvom min mand tidligere har været ved at blive sindsyg over at lave gode måltider, der blev rynket på næsen af. Igen, det er en fase. Pøj pøj med det hele- og konflikter er nødvendige en gang i mellem, og det lyder til, at der er rigeligt med kys og kram også.
    Mbh Maiken

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MuttiMutti

      Tak for de råd, det er klart noget jeg må prøve! Lægger helt sikkert for mange følelser i det, men det kan bare være så svært til tider om man skal ta stien til højre eller venstre, hvad opdragelse angår… Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maiken

      Enig. Det er mega svært. Jeg er på røven igen, når den store om en 4 års tid rammer teenageårene

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maiken

    Hej,
    Dejligt med din ærlighed. Mine børn er kommet ud af trodsalderen- min pige fylder 6 snart. Pyyyh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MuttiMutti

      Håber virkelig at det går over før hun bliver 6 år, men om ik andet, er det lyset man må kigge efter på vej gennem tunnellen… Tak fordi du læser med, og vil kommentere. Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malou

    Allerførst, hvor er du stærk at fortælle om så sårbare følelser! Det er sådan noget der gør din blog endnu mere værd at læse! Tak for det.

    Når jeg læser det, kan jeg ikke lade være med at tænke, at du er alt for hård ved dig selv!

    Børn leger jo tit deres oplevelser ud. Så hvis Blanca oplever nogle rigtigt frække, måske større børn i børnehaven og ser deres numre, hvor hun samtidig er sin egen søde almindelige Blanca. Hvilket pædagogerne jo siger til dig at hun er. Så ligger det måske lidt og ulmer i hende. Så kan hun måske have underbevidst lyst til at prøve det af et sted hvor hun er allermest tryg. Hos jer og mormor.
    Jeg ved godt jeg slet ikke kender jeres pige eller jer. Men det er ihvertfald helt sikkert at der er rigtigt mange mennesker ud over os selv som præger vores børn, når de går i institution.
    Og at de går mega meget ud over dig er sikkert fordi du er hendes klippe. Du skal nok være der uanset hvor fræk hun er og hvor meget hun afreagerer. Altså forstå mig ret; jeg tror selvfølgelig ikke at hun står og overvejer dét i situationen og er bevidst om det. Jeg tror bare at det er grunden til at hun lige vælger de nærmeste til at flippe ud på – og prøve grænser af på. Det gælder jo om at finde nogen som vil kunne tage det.
    Jeg har faktisk selv været lidt en slem 4årig engang 😉 det gik ud over min mor. Mine forældre blev skilt. Og når jeg ikke var så meget hun min far (kun hver anden weekend) så var der ligesom ikke tid nok til at kunne afreagere der. Hos min mor var jeg helt afslappet og så fik den ikke for lidt. Jeg plagede når vi var ude at købe ind fx. Sådan helt trodsigt “jeg sætter bare ned og holder fast i noget – hvad vil du så gøre hva moar!!” Det gjorde jeg ikke hos min far. der fik jeg bare pænt og holdt i hånden hele forretningen rundt. Min mor var jo pisse frustreret og kunne slet ikke forstå hvad der skete.

    Jeg græd også selv da jeg så programmet og blev vildt inspireret til roseopdragelsen. Det kunne ærligt talt også virke på mig som voksen..

    Rigtig god aften. Jeg håber ikke det virker som om jeg spiller lommepsykolog. Det er på igen måde meningen. Jeg synes bare der lige skulle åbnes op for at det ikke er alt ens børn gør som er en direkte spejling af forældrene (kun).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MuttiMutti

      Tusind tak fordi du har skrevet sådan en lang og god kommentar! Jeg synes du skriver nogle super gode ting, som jeg klart vil prøve at tænke mere over i denne hårde tid. Tak fordi du læser med! Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg kan ikke give et eneste råd da mit barn kun lige er blevet 2 år (ikke at hun ikke kan være en tyran..) men du skal have et kæmpe skulderklap for at være så ærlig! Det er virkelig befriende læsning, trods situationen er hård! Håber snart det bliver bedre! kh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • MuttiMutti

      Så kan vi jo tales ved om ca 1/2 år hvor det godt kan begynde med det tros der 🙂 Dejligt du synes om det jeg hr skrevet, det betyder meget for mig! Kh

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

BADETØJ TIL MORMAVER OG STRAMME SILD