AT TURDE OG BEDE OM HJÆLP TIL AT VÆRE EN BEDRE MOR

Jeg har i ugerne op til vores ferie gået og håbet på, at mine følelser omkring Blanca ville ændre sig, ved at vi skulle være sammen 3 uger non stop. Dette var ikke tilfældet…

Blanca er en temperamentsfyldt skabning, som jeg selv -og i den grad også som mormoderen. Så jeg er nok den skyldige, sådan rent genetisk, når præ-teenageren opfører sig som en gal 15 årig, der smækker med døren mens hun bræger STOOOOOOOP.

Når jeg spørger ind til, hvordan jeg var, da jeg var 4,5, siger min mor at jeg i hvert fald ikke var sådan, og at jeg i hvert fald havde mere respekt. -men okay de gamle husker vist også lidt som vinden blæser, hvad de ting angår… 🙂

Mit moderhjerte bløder over mine indre frustrationer, om hvorvidt jeg har failet som forælder, ja eller os som forældre, da jeg synes mine gode intentioner om opdragelse ikke lader til at slå til.

Jeg har før fortalt om i sommer, hvor jeg gav Blanca én i rumpen, hvortil hun svarede “så gør jeg det bare igen”, hvor jeg tænkte, enten slog jeg ikke hårdt nok, eller også er fysisk afstraffelse nok ik løsningen. Hvilken man jo udemærket godt ved det ikke er, men noget jeg tyede til i frustration og afmagt, over at det verbale ikke slog til.

Jeg har den seneste tid mærket, hvordan frustrationerne er vokset mere og mere. Mærket hvordan jeg pludselig er ultra kortluntet, og hvordan kontakten mellem Blanca og jeg mest af præget af negativitet. Dette går også ud over mit og Daniels forhold, da vi pludselig også bider af hinanden.

Blanca er en gæv pige på 4,5 år, og jeg ved godt, at man som 4 årig prøver grænser af, hvilket der absolut skal være plads til. Men jeg har ramt muren.

At hvert måltid skal være en diskussion “jeg kan ikke lide det”, “det vil jeg i hvert fald ikke ha”, “jeg er ikke sulten”, “hvad må jeg få hvis jeg spiser det her?”, “hvor mange bidder skal jeg spise” osv osv. -Og så sidder man der, man ved at barnet godt kan lide det og at det tydeligvis handler om noget andet end selve maden, så hvad har vi gjort galt? -Er det de få gange, man har belønnet med noget efter et måltid, der bider en i rumpen nu? -eller er mit barn blevet så vant til negativ kontakt, at hun ligefrem søger den her ved måltidet, fordi der ved hun, at hun kan få den. Er det fordi at hun mangler kontakt og derfor hellere vil have negativ kontakt end ingen kontakt? -Ej jeg er jo på som mor, jeg giver hende kys og kærlighed, tegner med hende, leger med hende osv, men hvor er det jeg gør noget galt?

Udover disse kedelige spisesituationer, som man så måske selv er skyld i, da de er jo et produkt vi som forældre har skabt, måske også hvad angår kræsenhed osv.

-Så er der alm “færden” i lejligheden, hvor beskeder, som “saml lige den der op igen”, “vær sød at lade være med at skubbe til din lillebror”, “vær sød at tá dit tøj af og nattøj på” osv, ofte besvares med et “STOOOOOOOP”, evt efterfulgt af en tunge eller en spyttelyd, venden om og gå, eller “Hmpf, så gider jeg aldrig at lege med dig igen”.

Jeg ved at dette er helt normalt for den alder, men det er svært at skrive ned og vise præcis hvordan hun er. Der er til tider en ondskabsfuld dimension i det, og jeg har til tider tænkt “gud jeg kan ikke lide denne her person” “hvad er det vi har skabt”. Jeg får en brændende ild i mig tiltider, hvor jeg skal tælle til ti for ikke at springe fuldstændig i luften, når jeg har sagt “lad være” for 10 gang, hvortil ungen griner en op i ansigtet og ikke forstår alvoren i det.

Jeg har haft fat i hendes arm og nærmest råbt hende ind i ansigtet, hvorefter jeg kan græde af dårlig samvittighed. Hun er jo bare et lille menneske.

Jeg har talt med børnehaven, om hvordan hun er, og gudskelov er hun fuldstændig normal dernede. Og de andre bedsteforældre udover min mor oplever heller ikke disse sider. Så det er tydeligvis noget hun “gør mod os” der er sammen med hende oftest i privaten.

Det leder mig jo hen til at det er os andre der så mulighvis har problemet.

Dette fik mig til at ville bede om hjælp. Jeg vil ikke være den mor jeg er i øjeblikket. Jeg vil kunne rumme mit barn, og have lyst til at tilbringe tid med hende. Jeg vil elske alle hendes sider og have et godt og trygt forhold til hende.

Derfor græd jeg, da jeg så programmet “Far, mor og ADHD” forleden på DR, fordi at jeg sad og fik en følelse af at mit barn måske også bare havde brug for den ekstra ros og anerkendelse istedet for negativ kontakt konstant.

Så i stedet for at sige “saml den op” 10 gange, og når hun så endelig gør det, sige “hvorfor skal jeg sige det så mange gange til dig før du gør det, det er jo så irriterende”, så sige “Dejligt skat at du gjorde det”. -Selvom man i voksen logik tænker, at det virker helt gok. -Men åbenbart udløses stoffet Dopamin i hjernen, når man får ros, hvilket giver lykkefølelse og fremmer indlæringen. Så måske efter noget tid, har barnet lært, at når der bliver sagt “saml den op”, så gør man det med det samme, fordi man får ros.

Børnene i programmet lider i forskellig grad af ADHD, og for nogle gik det meget hurtigt at se en forbedring hos familierne, ved brug af ros. Det er altså forældrene, der skal ændre sig, for at barnet kan ændre sig. Måske logik for burhøns, men ikke desto mindre, meget interessant og sigende.

Vi vil prøve at arbejde ud fra en rose-metode, nedsætte den negative kontakt og derved håbe på at spændingen, især mellem mor og datter, nedsættes og vi kan få en mere behagelig hverdag, hvor man rent faktisk har lyst til at være sammen.

Så efter at have leget med tanken om at få noget hjælp af en familieterapeut, familiepsykolog eller lign, har programmet faktisk fået mig på andre tanker, og udsat det for nu.

Jeg er ikke for stolt til at bede om hjælp, og vil ty til det, hvis den nye metode ikke ændrer noget, men jeg tror og håber at dette kan være begyndelsen på en bedre hverdag.

Hvad er jeres erfaringer? Nogen der har fået hjælp? Hvad er jeres erfaringer?

Del endelig jeres syn på sagerne.

Tak fordi du læser med, knus fra en frustreret, dog optimistisk mutti